torsdag den 1. marts 2007

Den Danske Skatteborger er et selskabeligt dyr.

Kristian Jensen er her ikke. Han har vist for travlt med sit First Life arbejde. Al respekt for det. Hr Skat Toll, er her nogen gange, men desværre en smule umeddelsom. Så er det jo godt at her en forfærdelig masse andre mennesker.
På Kristian Jensens Danmarksø, altså.
Dropper du ind her, havner du for tiden altid i en hob på mindst 10-12 avatarer. Pas på joints, cigarer, rødvinsflasker og raketter!!!!!
De seneste 4 dage har jeg selv været blandt det faste drop-in hold, og jeg har funderet over det interessante fænomen, at det mest befolkede sted på Danmarksøen ikke er udstillingen om sort arbejde, eller mødelokalerne hos Mindlab eller Den lille Havfru, - men et vejkryds !!!! - skråt overfor. Et vejkryds, venner!!!
Den eneste attration ved det vejkryds, er de andre der også er der. Det er åbenbart nok til at give tusinder af daglige avatarlandinger på Skatteministerens ø. Tankevækkende, ikke?...men så absolut på den gode måde...

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ja, det er sjovt at Second Life, der forbindes med noget meget high tech, i virkeligheden handler om noget absolut low tech, nemlig samtale og mødet med andre.

Anonym sagde ...

Det er vel i virkeligheden det der er SLs største styrke. At det kombinerer det high tech med alle de menneskelige faktorer som hidtil har manglet i formidlingen på internettet?
For min virksomheds vedkommende er det styrken i denne form for formidling der gør at vi er med. At man har mulighed for at opleve vores kunst på en meget menneskelig måde fremfor hvad vi kan præstere på vores website.

RoskildeBob Larsen sagde ...

Jeg er også af den overbevisning at SL er den sociale dimension som internettet har manglet.

RoskildeBob Larsen sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Anonym sagde ...

Men hvad er så forskellen på SL og f. eks. et MMOG, som World of Warcraft (hvad det sociale angår)? I MMOG'er det at spillerne er sammen om en aktivitet indholdet og derved opstår der også en social dimension fordi samarbejde er en nødvendighed, men hvordan og hvornår opstår det sociale i SL? Der er jo ikke noget fællesmål for deltagerne, da det jo ikke er et spil. Jeg har været i SL og jeg har indtil nu oplevet det som ret øde og tomt, og hvis der endelig er en interessant sim, er der oftest for mange avatarer på den.

RoskildeBob Larsen sagde ...

Tak for din kommentar, Jenz. Jeg anser World of warcraft og Second Life for at være en del af det samme fænomen. Nemlig den gruppe af virtuelle verdener som er igang med at ændre ideen om at internettet først og fremmest er en samling websider.
De mange millioner af brugere af disse verdener gør at man ikke bare kan afskrive dem som hype eller med "det har vi set før". De virtuelle verdener har en fascination og det vil ændre fremtidens internet.
Når det er sagt er der selvfølgelig en masser af forskelle imellem det to virtuelle verdener på det indholdsmæssige.
I World of warcraft er det spillet der er centrum for den sociale dynamik, hvilket gør det temmelig uinteressant for os der ikke interesserer os for orcs og den gennemtærskede mytologi universet dyrker.
I Second Life kan det sociale udspille sig om hvad som helst, hvis bare man kan finde andre der har samme interesse. Det kan være at man har købt en grund og gerne vil bygge og udvikle på den. I så fald har man allerede et formål til fælles med en masse andre og kan let finde frem til andre der bygger. Det kan være man er interesseret i rollespil, og så kan man deltage i nogle af de forskellige rollespilssamfund, eksempelvis Star Wars-universet. Man kan også gå til foredrag eller tirsdagsmøder på Roskilde Hangout og have en social oplevelse omkring det. Eller man mødes omkring ens faglige interesser som flere også har gjort på Roskilde Hangout.
Så du har ret i at der ikke er et fællesmål i Second Life, men der er mange forskellige mål for hver af de forskellige grupper i Second Life.
Du har samtidig også ret i at det er nødvendigt at finde et formål eller en interesse at forfølge i SL før det giver mening at være der og der er måske den største barriere. Men kommer man over den, så kan Second Life også være rigtig sjovt.